Overvejer du, om du skal bære dit barn i et af de mange bæreredskaber, der findes derude, men synes det er svært at finde ud af hvor du skal starte? Herunder har jeg forsøgt at opliste nogle fordele, der er ved at bære sit barn i et bæreredskab.
De mest åbenlyse fordele
Hvis du spørger nogle af dem, som elsker at bære deres barn i enten en vikle, en slynge eller en bæresele vil de sikkert hurtigt sige, at de oplever en stærk nærhed og tryghed i situationen. Og det er da også den måske mest åbenlyse fordel du får, ved at bære dit barn. Du får selvfølgelig også begge dine hænder frie, og kan bevæge dig mere frit, end hvis du har baby direkte på armen.
Hud mod hud
Det er ingen hemmelighed at hud mod hud kontakt anbefales med små babyer, og et bæreredskab kan være et fantastisk redskab til at opnå mange timers hud mod hud kontakt
Undgå overstimulation
Selv har vi brugt bæreredskaber som både vikler og ringslynger ved sociale arrangementer for at undgå en overstimuleret baby. Når du har dit barn hos dig signalerer du, at du har barnet og styrer dets behov, og du undgår at dit barn sendes på rundtur mellem perifære familiemedlemmer.
De lidt mere oversete fordele
For de lidt mere nørdede har den certificerede bærevejleder Nanna Vium på sin blog lavet en liste med 12 fordele, hvoraf nogle ofte ikke nævnes når man snakker om fordelene ved at bære sit barn i et bæreredskab. Herunder har vi forsøgt at skære listen ind til benet og præsenteret den i en ultrakort form.
- Relationen mellem bærer og barn styrkes ved den høje grad af berøring (Anisfeld et al.)
- Mængden af gråd kan reduceres med op til 54% for ellers raske børn (Hunziker og Barr)
- Din omsorgsfulde og plejende adfærd fremmes (Anisfeldt et al.)
- Det hjælper på amningen (Pisacane et al.)
- Reflukssymptomer kan reduceres ved at bære i en opret stilling (Jung et al.)
- Hvis du lider af en efterfødselsreaktion kan det hjælpe dig og dit barn at bære. Babyer reagerer positivt på den tætte kontakt og berøring selvom forældrens ansigt er mimiktløst. Depression er en sygdom, og du kan få hjælp hos din læge (Peláez-Nogueras et al.)
- Dit barn slapper af som følge af dine bevægelser (Bryne og Horowitz)
- Hormonet oxytoxin frigives hos både dig og dit barn når I bærer. Oxytoxin er lykkehormonet og ud over at give en følelse af velvære og lykke, så spiller det en vigtig rolle ved amning. (Uvnäs-Moberg)
- Mængden af gylp kan reduceres (Hopper og Pinneau)
- Dit barns fordøjelse stimuleres og forbedres (Diego et al.)
- For tidligt fødte børn hjælpes til at stige i vægt og størrelse (Tessier et al.)
- Du kommer til at føle dig mere selvsikker og kompetent som forælder (Gathwala et al.)